Interview med forfatter Anette Fynbo Larsen
Anette Fynbo Larsen er en af de 23 udgivne forfattere i “Hjernetumorfortællinger – når livet slår knuder”.
Her deler hun sin personlige fortælling om, da hendes mand i 2012 fik diagnosen hjernetumor, og hvad det har betydet.
Bogen er blevet til i forbindelse med et seks måneders skriveforløb i samarbejde med HjernetumorForeningen, hvor jeg var skrivementor.
Der var både et skrivehold for hjernetumorramte og for pårørende.
Skriv personligt: Hvor meget må man dele?
Som gift med en hjernetumorramt kæmpede Anette i starten af skriveforløbet med hvor meget, det ville være i orden at dele.
Hvad med hendes mand og tre børn?
Hun ønskede ikke at udlevere eller såre nogen.
Denne problematik, uanset skriveemne, er meget genkendelig for alle os forfattere, der skriver ud fra eget liv.
Og som pårørende føler man ofte et ekstra ansvar, men man har også en personlig fortælling at fortælle.
Først skrev Anette frit i skrivegruppens lukkede rum og i en notesbog, og så fandt hun ud af, hvilke fortællinger, der skulle med i bogen.
Og hvilke der var for ubearbejdede eller rå lige nu.
Hun ønskede både at skrive ærligt – og samtidig at vise kærlighed og omsorg for sig selv og sine nærmeste.
Det er endt med nogle meget stærke tekster i “Hjernetumorfortællinger”, som virkelig kan mærkes.
Ikke anonym
Anette var på et tidspunkt i tvivl om, hvorvidt hun ville udkomme anonymt.
Men hun besluttede sig for at de vigtigste mennesker i den forbindelse var hendes familie, som allerede var indforstået med hendes skrivning.
På Hjernetumordagen, arrangeret af HjernetumorForeningen, læste hun op fra bogen med sin mand ved sin side.
Det var meget stærkt.
Og til bogreceptionen i Kræftens Bekæmpelse kom han over til mig og takkede for skriveforløbet:
“Det har virkelig været godt for min kone.”
Jeg har her interviewet Anette Fynbo Larsen om skriveprocessen, og nederst kan du også læse uddrag fra hendes bidrag.
At have en personlig historie at fortælle
Hvorfor deltog du i skriveforløbet?
“Jeg blev spurgt, om jeg ville deltage gennem HjernetumorForeningen.
Og så tænkte jeg, at jeg havde en historie at fortælle, og sagde derfor ja.
Hvad det ville komme til at betyde for mig selv, havde jeg på daværende tidspunkt ingen forestilling om.
Men jeg havde en vag idé om, at min tekst muligvis ville kunne hjælpe andre.
Desuden tænkte jeg, at det lød som en enestående chance at få hjælp til at skrive af en professionel forfatter.”
Skriv personligt – men ikke privat
Hvad var sværeste ved at dykke ned i din fortælling?
“Det absolut sværeste var at finde de rigtige ord, som sandfærdigt kunne beskrive en situation eller en følelse, men samtidig ikke være for privat.
Min mand, som har en hjernetumor, lever stadig.
Under skriveprocessen har det hele tiden været meget vigtigt for mig, at han ikke har skullet føle sig udleveret.
Samtidig har jeg også skullet forsøge at læse min tekst med vores tre børns øjne, så de dels vil kunne læse teksten, og dels have det godt med at teksten vil blive tilgængelig for alle.
Jeg har hele tiden arbejdet meget med, at jeg gerne ville gøre teksten personlig, men ikke privat.
Det var meget vigtigt for mig teksten blev personlig, for ellers føltes det ligegyldigt.”
Givende at møde forståelse
Hvad var det mest givende?
“Det mest givende ved skriveforløbet har uden tvivl været mødet med Charlotte Heje Haase og de andre pårørende.
Udover at Charlotte er et meget skønt menneske, så har jeg hele tiden følt mig i meget gode, dygtige og professionelle hænder.
Så hun har gjort skriveprocessen lettere, har hjulpet når den var svær og lært mig meget om at få tanker ned på papir.
Da jeg meldte mig til skriveforløbet, havde jeg aldrig talt med andre pårørende, om hvordan det er at være pårørende til en hjernetumorpatient, selvom det er 10 år, siden min mand blev syg.
Så da jeg mødte de andre pårørende, blev det fra første møde meget og faktisk også lidt skræmmende tydeligt for mig, hvor meget jeg har manglet dette, og hvor alene jeg har følt mig.
Så det var meget givende at møde de andre, som instinktivt forstod mig, og som jeg instinktivt forstod.
Det var utroligt rart at få lov til at føle mig normal i denne lille gruppe.”
Personlige historier kan skabe forståelse
Hvorfor har du valgt at få nogle tekster udgivet i HjernetumorFortællinger?
“Da jeg under skriveforløbet blev opmærksom på, hvor stor en hjælp jeg fik af at høre og kunne genkende de andres historier, blev det meget tydeligt for mig, hvor vigtig bogen er.
Jeg ville have ønsket, at der havde været en sådan bog, da min mand blev syg.
Derfor blev jeg meget hurtigt sikker på, at jeg gerne ville bidrage til bogen.
Jeg håber, at “Hjernetumorfortælliner” vil give andre patienter og pårørende en følelse af ikke at være alene, forkert, egoistisk eller andre negativt ladede adjektiver, hvilket jeg selv har kæmpet meget med.
Selvom min familie og venner virkelig har været lyttende og omsorgsfulde, så har jeg aldrig følt mig rigtig forstået, hvilket har betydet, at jeg har følt mig forkert og utilstrækkelig.
Det er svære følelser at bære rundt på i et liv, der i forvejen er svært.
Så hvis bogen kan fjerne bare en lille del af denne byrde, så er jeg meget glad for, at den nu findes.”
Uddrag af Anette Fynbo Larsens tekst:
"Man bruger tit udtrykket 'at ligge søvnløs', selv om man alligevel har sovet eller i hvert fald døset lidt, men denne nat er virkelig søvnløs. Der er så mange tanker, så megen planlægning, så meget ansvar og så megen angst. Frygt for, hvad Troels fejler, for hvad der kommer til at ske, og for hvordan vi klarer det. For hvad og hvordan jeg skal klare det. Det er umuligt at sove, så jeg ligger bare i sengen og venter. Alligevel føler jeg mig frisk næste morgen, og de uvidende børn og jeg har en helt almindelig og faktisk ret hyggelig morgen. Jeg får sendt dem i skole, og jeg kører til Aarhus. I takt med at jeg nærmer mig hospitalet, og tiden nærmer sig lægesamtalen, bliver knuden i maven større og større." Anette Fynbo Larsen, Hjernetumorfortællinger
"Jeg kan sidde og iagttage ham, og bortset fra arret i panden og de ekstra ni år ligner han jo den mand, han var inden. Han lyder også som ham, han kan lide at lave de samme ting, og han opfører sig næsten som inden. Men han er ikke den samme. Sorgen rammer os begge, men vi deler den ikke. Jeg sørger over at have mistet noget af min mand, og han sørger over at have mistet noget af sig selv. Det er to forskellige slags sorg. Min mand er ikke den mand, jeg giftede mig med, men han er min mand, og han er her. Endnu." Anette Fynbo Larsen, Hjernetumorfortællinger
Læs også Forfattere i samme bog: "Skrivningen forløste fastlåste følelser" Charlotte Eldrup "Skrivesprocesen var hård men givende" Peter Frank "Skrivningen er min største hjælp og styrke som pårørende" Joan Rygaard Anmeldelser: Niels Frid-Nielsens anmeldelse af Hjernetumorfortællinger Medicinske tidsskrifter: Fortrinligt skriveprojekt skaber større forståelse for at leve med hjernetumor Information: Hvad er hjernetumor? Netværk: Hjernetumorforeningen