Forfatter: Sådan får du en lektørudtalelse af din bog

Hjernetumorfortællinger har fået en god lektørudtalelse. Bogen er blevet til i samarbejde med HjernetumorForeningen og er skrevet af hjernetumorramte og pårørende. Nu når den ud til flere.

 

Hvis du har udgivet en bog, kan det betyde meget at få en lektørudtalelse.

Du får den bredere ud, og der er en større chance for at modtage bibliotekspenge.

Det er kun få bøger, der får det, og for få muligheden, skal man sende to eksemplarer ved udgivelse til DBC – Dansk Bogfortegnelse.

De vil gerne modtage to eksemplarer, en til registrering og en til anmelderen.

Hvis du udgiver på forlag, gør de det for dig.

Ellers udfyld dette DBC oplysningsskema og send to eksemplarer af din fysiske bog afsted til:

Dansk bogfortegnelse, DBC, Tempovej 7-11, 2750 Ballerup.

 

Alle landets biblioteker

Får din bog en lektøromtale, så bliver denne sendt internt til alle biblioteker i landet, og de vælger så, om de vil bestille bogen hjem baseret på de ord.

En lektørudtalelse er en sjov størrelse.

Det er ikke en typisk anmeldelse.

Der er nogle bestemte oplysende punkter, der skal besvares om bogen, fx hvilke bøger, den minder om – og kun en lille del er selve vurderingen.

Udtalelsen skal være kort, forholde sig kritisk vurderende til bogen og præcisere indhold og målgruppe.

Den skal give en kort beskrivelse, vurdere kvalitet samt henvise til anden relevant litteratur.

Og så slutter den med en anbefaling om indkøb. Eller ej.

Den sidste linje – anbefalingen – får biblioteksindkøberne, forfatteren og forlaget, men den offentliggøres ikke på noget tidspunkt.

Du må kun citere 10 procent af selve lektørudtalelsen.

Efter 6 måneder bliver lektørudtalelsen (uden den sidste linje) offentliggjort på bibliotek.dk.

 

Hvor finder du din bogs lektørudtalelse?

Forlaget får lektørudtalelsen tilsendt over mail og skal give information til forfatteren.

Det har jeg fået ved alle mine egne bøger gennem min redaktør eller marketingsafdelingen.

Er din bog på mange biblioteker, og har du ikke set din lektørudtalelse, så spørg din redaktør.

Udgiver du selv, giver det sig selv.

Hvis din bog modtager en lektørudtalelse, får du den nemlig på den mail, du har opgivet, da du indsendte to eksemplarer til DBC.

 

Lidt mere om Lektørudtalelser

Lektørerne fra DBC læser mange bøger om året og kender til de seneste trends indenfor litteratur.

For at blive lektør skal man arbejde på et dansk folkebibliotek, have lånerkontakt og blive godkendt af DBC til jobbet.

Hvis lektørerne synes godt om din bog, vil den altså blive anbefalet til flere biblioteker.

Det er et krav, at en lektør er ansat på et bibliotek, og lektøren aflønnes i forhold til sidetal.

Lektørudtalelsen er altså et redskab til indkøberne af biblioteksmateriale, og den udgives af Dansk Bibliotekscenter, DBC.

Fra 12 til 52 biblioteker

“Hjernetumorfortællinger – når livet slår knuder” har fået en god lektørudtalelse.

Det er en bog, jeg har været skrivementor, redaktør og forlægger på i samarbejde med Hjernetumorforeningen.

Hvor hjernetumorramte og pårørende har skrevet om deres personlige møde med hjernetumorfortællinger.

Lektørudtalelsen betyder, at bogen nu bliver tilgængelig på flere biblioteker.

På to uger er den gået fra at være på 12 biblioteker til 46!

Og marts 2023 står den på 52 biblioteker.

Jeg, Hjernetumorforeningen og forfatterne er glade og stolte

Vi håber, at fortællingerne vil komme ud til så mange som muligt og gøre en forskel.

DBC skriver blandt andet:

“Der er meget kærlighed og sorg på disse sider, og bogen giver et godt indblik i, hvordan livet kan se ud, når man selv eller en nærtstående har fået en alvorlig diagnose.”

Bibliotek.dk
Da “Hjernetumorfortællinger” fik en god udtalelse, gik den fra at være på 12 til 46 biblioteker på kort tid. Nu (marts 2023) er den på 52 biblioteker.

 

Du kan klage – det gjorde jeg

Faktisk havde “Hjernetumorfortællinger” ikke fået en lektørudtalelse i første omgang.

Det er en nichebog, men den er også vigtig og har kun fået gode anmeldelser, så jeg nægtede at give op og tænkte, at der måtte være tale om en fejl.

Så jeg henvendte mig til DBC fire måneder efter udgivelsen.

Det viste sig, at bøgerne var bortkomne, og de ville vurdere på ny, om den skulle læses og vurderes.

Jeg sendte også alle de gode anmeldelser med fra blandt andet Psykologi, Helse, Sygeplejersken, Pårørende-ekspert Rikke Struve, Sundhedspolitisk Tidsskrift, Hjerneskadeforeningen og kulturjournalist Niels Frid-Nielsen.

Pøj pøj med at få din bog en god lektørudtalelse.

Det gør en forskel.

 

Kh. Charlotte

Ps. Skriv gerne til charlotte@bareskriv.dk, hvis du mangler noget i denne artikel eller vil dele erfaringer med lektørudtalelser.

 

DBC: Her får du svar på dine spørgsmål om lektørudtalelser

Læs også: Sådan får du bibliotekspenge