Forfatter Charlotte Eldrup
Charlotte Eldrup var med på et skriveforløb på seks måneder arrangeret i samarbejde med HjernetumorForeningen, hvor jeg var skrivementor.
Hun var på skriveholdet for hjernetumorramte og skrev nedslag fra sit møde med hjernetumor.
Forløbet endte med en antologi, Hjernetumorfortællinger – når livet slår knuder, med selvbiografiske bidrag fra hjernetumorramte og pårørende.
Charlotte skriver gribende om det at blive ramt, være patient og tiden efter sin operation.
Hun kan nu kalde sig udgivet forfatter.
Det var ikke altid let for Charlotte at dykke ned i de fortællinger eller give slip på teksterne til bogen.
I denne artikel har jeg interviewet hende om at skrive om noget svært selvoplevet.
Stor hjernetumor
I bogen “Hjernetumorfortællinger” beskriver Charlotte Eldrup tiden op til og efter, at hun fik at vide, at hun havde en stor tumor i hjernen.
I 2003 forstod Charlotte ikke, hvad der skete med hende.
Hun havde et ben, der drillede og ikke ville lystre, så hun måtte nærmest kravle op ad trappen en dag.
Og en cykeltur på vej til arbejde, hvor hun må stå af cyklen, men ikke kan få benene til at samarbejde.
Charlotte fik konstateret en hjernetumor i udgangen af 2003 og blev opereret.
Skrivningen forløste fastlåste følelser
Hvorfor deltog du i skriveforløbet?
“Jeg var slet ikke i tvivl, da jeg fik tilbuddet af HjernetumorForeningen om at deltage i skriveforløbet.
Personligt har jeg altid gerne ville udfordre mig selv.
Jeg var godt klar over, at det ville kunne hjælpe mig med at forløse fastlåste følelser, men jeg havde ingen anelse om, hvordan forløbet ville være, eller hvad det skulle ende op med.
Det overraskede positivt.”
I starten kunne jeg ikke finde ord
Hvad var det sværeste ved at skrive din hjernetumorfortælling?
“Det sværeste ved skriveforløbet, var konfrontationen med min sygdomshistorie og sygdommen.
Jeg skulle forholde mig til fakta og sætte ord på, men det var også det, der var forløsende i sidste ende.
Det gik op for mig, at jeg har levet 18 år med denne sygdom.
På 18 års dagen for min operation, mødtes jeg faktisk med mine søde skrivefæller for første gang.
Hele forløbet har været hårdt, det må jeg tilstå.
I starten kunne jeg slet ikke finde ord, det formede sig ikke til noget jeg kunne bruge, jeg var meget frustreret.
Men jeg forstår nu, at det er processen.
Det har været fantastisk, forløsende og lærerigt.”
Det sværeste ved skriveforløbet, var konfrontationen med min sygdomshistorie og sygdommen. Jeg skulle forholde mig til fakta og sætte ord på, men det var også det, der var forløsende i sidste ende. Charlotte Eldrup
Værdifuldt at skrive med ligesindede
Hvad var det mest givende ved skriveforløbet?
“At blive holdt i hånden og ”taget med”, det har været ren terapi.
Skrivementor Charlotte Heje Haase har været fantastisk.
Det har også betydet virkelig meget at møde mine skrivefæller.
At vi har kunne dele disse meget sårbare ting, som at have en hjernetumor, og alle de følelser og tanker, der følger med.
Jeg har i mit sygdomsforløb manglet nogle ligesindede at sparre med, så her fandt jeg nogle virkelig søde mennesker, som bare forstår.
Det betyder alt.
Fællesskabet har været givende, og det at vi sammen har skabt noget til gavn for andre.”
Skrivningen har fået åbnet op for en dør, der har været meget lukket. Den har stille og roligt åbnet sig mere og mere. Engang imellem lukkes den lidt igen, og det skal den også have lov til, så der ikke bliver gennemtræk, og så jeg kan holde på solen. Charlotte Eldrup
Håber bogen kan være et spejl
Hvorfor har du valgt at udgive dine tekster?
“Fordi jeg rigtig gerne vil hjælpe andre i samme situation.
Hvis bare en person kan spejle sig i mine tekster, og jeg dermed kan hjælpe dem i deres forløb, så vil det glæde mig meget.
Jeg har selv savnet den viden, som bogen “Hjernetumorfortællinger” giver.
De fleste mennesker har brug for nogen at spejle sig i, så de ikke føler sig så alene med deres sygdom og på den her måde, kunne jeg gøre noget for andre.”
Hvordan er det at være udgivet forfatter med disse tekster?
“Det er virkelig sårbart og fint på samme tid.
Sårbart fordi det er det inderste, der pludselig er tilgængeligt for andre.
Min historie og mine følelser er pludselig offentlige.
Det er menneskeligt at føle sorg og føle sig fortabt, det er bare normalt ikke det, man står frem med.
Det føles rigtigt fint og helt fantastisk at sidde med bogen i hånden og vide, at heri er mine tekster, som forhåbentligt kan hjælpe andre.”
Historier forbinder os
Hvad håber du, at delingerne i Hjernetumorfortællinger kan gøre for læserne?
“Jeg håber som sagt, at andre kan bruge min historie og mine tekster på en måde, så de ikke føler sig så alene med deres sygdom og deres situation i øvrigt.
Jeg håber også, at jeg kan vise, at det er helt normalt og ok at miste fodfæstet.
For mit vedkommende er naturen også min medicin.
Det er her jeg lader op og finder ro og får bearbejdet mine tanker.”
Jeg har fundet ud af, hvor meget det betyder at dele med andre og turde lukke op for det allerinderste, der hvor det gør ondt, hvor halsen snørrer sig sammen og stemmen bliver lille. Hvor godt man bliver taget imod, og hvor meget kærlighed der er derude. Charlotte Eldrup
Åbnet en dør gennem skrivningen
Hvad har du fået ud af skriveforløbet?
Jeg er slet ikke færdig. Jeg skriver stadig.
Jeg har fået meget respekt for ord, respekt for sangskrivere og forfattere generelt.
Det er ret vildt at være med til at udgive en bog.
Jeg har fundet ud af, hvor meget det betyder at dele med andre.
At turde lukke op for det allerinderste, der hvor det gør ondt, hvor halsen snørrer sig sammen og stemmen bliver lille.
Hvor godt man bliver taget imod, og hvor meget kærlighed der er derude.
Jeg har altid kunnet lide at udfordre mig selv, det blev jeg også her.
Jeg har fået åbnet op for en dør, der har været meget lukket.
Den har stille og roligt åbnet sig mere og mere.
Engang imellem lukkes den lidt igen, og det skal den også have lov til, så der ikke bliver gennemtræk, og så jeg kan holde på solen.”
Uddrag af Charlotte Eldrups tekst i “Hjernetumorfortællinger”
“Når du kommer ind til stråling, lægger vi masken på dit ansigt og spænder den fast, så du ikke kan rykke dit hoved. Det er vigtigt, at du ligger helt stille, så strålingen er præcis.” Det lyder fornuftigt, tænker jeg. Jeg er godt klar over, at jeg på den ene eller anden måde er nødt til at blive gode venner med den maske. Jeg har en lille smule klaustrofobi, og tanken om at være spændt fast, er absolut ikke rar. Jeg tænker længe over, hvad jeg kan gøre, og min maske bliver døbt Jim efter Jim Carrey i filmen “The Mask”. Charlotte, Hjernetumorfortællinger
Flugten
Flugten fra virkeligheden
Flugten fra erkendelsen om mine tumorer
Jeg søger den gode energi
Jeg lider og kan ikke finde vej
Tavst, tiende og stille
Verden er lille
I kroppen fylder de kedelige svar
Jeg udmattes og græder
Dage tager over og måneder går
Igen en scanning og julen står på
Jeg tæller år og ferier og ønsker
Hvad kan jeg nå?
Jeg fylder 50, det havde jeg ikke troet muligt
Mit liv slår kolbøtte, jeg mister fodfæstet
Livet er kaos, dagene grå
Der er ikke noget, jeg her formår
Somre går, jeg opdager det ikke
Kun i min sofa jeg kan ligge
Jeg slipper og ønsker
Jeg beder og tror
Jeg vil livet på denne jord
Må lyset vokse og dagene gro
Må angst og uro forsvinde
Så kærligheden og livet kan vinde ♥
Hjernetumorfortællinger - Når Livet slår knuder Boganmeldelse af "Hjernetumorfortællinger" af kulturjournalist Niels Frid-Nielsen Fortrinligt skriveprojekt om hjernetumor af Medicinske Tidsskrifter Forfattere i samme bog: Peter Frank: "Skriveprocessen var hård men givende" Anette Fynbo: "Jeg skriver personligt - ikke privat Om fællesskrivningen bag Hjernetumorfortællinger Information: Hvad er hjernetumor? Netværk: Hjernetumorforeningen