Man siger, at så længe vi fortæller historier om de afdøde, så lever de stadig.
Jeg ved, det er sandt.
Min ven døde som 43-årig af kræft.
Jeg skrev humoristiske klummer for avisen Urban hver fredag, men den uge han døde, kunne jeg ikke andet end at skrive om tabet.
Aldrig har jeg modtaget så mange mails fra fremmede mennesker, der også havde mistet og delte smerten og kærligheden.
Vi taler for lidt om døden, tænkte jeg.
De første måneder havde jeg fysisk ondt i hjertet, og samtidig havde jeg lige mødt den kommende far til mine børn og var enormt forelsket.
Der var så meget lykke og så meget sorg på samme tid.
Hvordan skulle jeg håndtere alle de modstridende følelser? Det hjalp at fortælle min dagbog om sorgen, chokket, smerten og kærligheden.
Delinger og fællesskab i savnet
At placere tankerne på papiret gjorde mig i stand til at navigere bedre.
Det var forløsende at have disse samtaler med mig selv, men jeg manglede også nogen at dele det med.
Hans nærmeste oprettede en lukket Facebookgruppe som mindested med billeder, ord og erindringsglimt.
Det var smukt.
Forskellige sider af ham blev foldet ud.
Og der opstod gættelege, når der skete noget nyt i verden eller politik: “Hvad mon han ville sige til …?”
Vi mødes en gang om året med hans venner ved gravpladsen for at tænde et lys, skåle og så gå på en bar sammen.
Tabet af min livsmentor
Nogle år senere mistede jeg min livsmentor og mit forbillede: min farfar.
Han havde KOL og havde svært ved at trække vejret til sidst.
Alligevel spillede han klarinet og holdt koncerter, så længe han kunne – og meget længere end det fysiologisk burde være muligt.
Han fyldte et helt lokale med sin personlighed. Da han døde, blev der helt stille.
Jul og familiefester var ikke det samme.
Det var, som om nogen havde slukket for lyset og sat en dæmper på vores stemmer.
Min farfar ønskede egentlig, at vi skulle leve i nuet og komme videre uden at se os tilbage.
Det fortalte han, da vi en sjælden gang talte om døden. Faktisk syntes han, vi skulle springe begravelsen og en gravplads over.
Men ved at lukke af og bare fortsætte som før overrumplede sorgen os, når vi mindst ventede det.
Familien begyndte at hylde ham på hans fødselsdag ved at spise hans yndlingsmad, grillede pølser, og dele fortællinger og minder.
Men der skulle mere til for mig.
Forstærke minder
Kan man forstærke nogle minder?
Jeg ønskede at mindes, dem jeg har mistet, fra før, de blev syge eller døde uventet.
Måden, de talte på, det, vi oplevede, og alt det, jeg gerne vil tage med videre i mit liv.
Jeg ville skabe et fællesskab, hvor vi kunne dele historier.
Det skulle ikke være en traditionel sorggruppe eller skriveterapi, men et frirum, hvor vi kunne dele fortællinger.
De svære, de sjove, de tabubelagte og de livsbekræftende.
For mig har skriften altid været en magisk vej til at bearbejde ting og fortælle historier, og sådan opstod ‘Skriv mindet i live’.
Et online skrivekursus, hvor vi skriver og deler historier om dem, vi har mistet.
Hvor sorgen ikke står alene. Vi skaber ritualer og undersøger, hvad vi tager med som styrkende fortælling fra dem, vi har mistet.
Senere tog jeg det med til Klub Bare Skriv og gjorde det interaktivt.
Læs også Hanne Hvass Kjeldgaards tekst om at skrive mindet i live.
Helende
Ifølge forskning er det helende at skrive ting ned, der gør ondt.
Nogle vil sige, at vi ikke skal dyrke sorgen. At vi skal give slip og komme videre.
Men måske skal vi ikke komme os over kærlighed, for lukker vi for sorgen, lukker vi også ned for kærligheden.
Der er noget smukt ved at mindes menneskers aftryk i os og fortælle historierne videre til næste generation.
Skriv om mennesket
Tekstsamlingen ‘Skriv mindet i live’ er ærlige fortællinger om tab, kærlighed, vrede, tilgivelse og accept.
Teksterne er skrevet på tid i Klub Bare Skriv, og vi læste dem op for hinanden.
Den eneste regel var, at man skulle lytte uden at vurdere eller give gode råd. Vi gav de ord eller sætninger tilbage, vi huskede.
Jeg kan varmt anbefale dig at skrive om og indfange erindringsglimt af dem, du har mistet, og gøre dem til historier, du kan dele eller leve videre med.
Lad os blive bedre til at tale om dem, der ikke er her mere, og skabe lokale fællesskaber landet over, hvor vi indfanger historier og deler dem.
Skriv kærligheden hjem, når du har brug for det.
De afdødes aftryk bor og lever videre i os.
Denne tekst er en del af Charlotte Heje Haases forord til Skriv mindet i livet – en mosaik af stemmer.
Bog: Skriv mindet i live Forlag: Bare Skriv Udgivelsesår: 2021 Forfattere: 47