”Jeg skrev om smerten over at miste min mor og mærkede kærligheden”. Forfatter Hanne Hvass Kjeldgaard

miste sin mor
Forfatter og illustrator Hanne Hvass Kjeldgaard har bidraget med ord og illustrationer til Skriv mindet i live.

 

At miste … og at skrive

Har du nogensinde skrevet om noget smertefuldt?

Måske i din dagbog, måske i et forsøg på at være med noget svært?

Man siger, at en forfatter, der skriver selvbiografisk oplever ting to gange.

Det er ikke altid, at vores sind kan skelne mellem fortid og nutid, når vi dykker ned i noget levet og skal give det liv på siderne.

Det er magien ved at skrive. På godt og ondt.

Skriv mindet i live er en kollektiv udgivelse, hvor vi er en gruppe forfattere fra Klub Bare Skriv, der har skrevet om at miste.

Om vores afdøde.

Og de aftryk de har sat i vores liv.

Forfatter Hanne Hvass Kjeldgaard fortæller her om sin oplevelse med at skrive om sin mor i forbindelse med tekstsamlingen.

Hanne har også illustreret flere af teksterne med sin smukke, enkle sorte streg.

 

at miste far
Hanne Hvass Kjeldgaard har illustreret Leifs tekst i Skriv mindet i live med denne solsort.

Hanne Hvass Kjeldgaard:

Måske er sorgen og kærligheden en cirkulær bevægelse?

“Der er noget Fugl Fønix over den rejse, som mine skrivefæller og jeg har været på i tilblivelsen af Skriv mindet i live.

Vi er ikke kommet til det skrevne ord, uden skrammer.

Når jeg tænker på begyndelsen, – den første skriveøvelse, så kan jeg mærke det.

Jeg kan mærke en sitrende rest i skulderbladene af den meget fysiske modvilje, min krop satte i værk, da jeg blidt prøvede at overbevise mit sind og mit hjerte om at det var en god idé, at dykke ned i smerten og sorgen over at miste min mor.

Kvalme og hovedpine, en brystkasse presset ned på 10 favne vand. Intet i mig, syntes om ideen om frivilligt at gå derind, hvor alt var låst og jeg ikke kunne trække vejret.

 

Ledte efter ord

Derinde i mørket, i åndenød og med blytunge lemmer ledte jeg efter ordene.

Jeg fangede dem stakåndet og prøvede at holde fast på dem længe nok til at skrive dem ned.

Jeg ved ikke, hvor længe, jeg var derinde.

Mærkeligt, pludseligt at dukke op til overfladen igen, som en korkprop, -op -op -op til lys og luft – til kærlighed.

Se ordene på papiret.

Helt rolige og smukke.

Sammen med alle de andre ord, de andres ord.

Den fælles sorg og fælles kærlighed, som er en del af at være menneske.

 

En anden ro

Nu hvor ordene og billederne er på papiret, findes en anden ro til sorgen.

En ro, hvor sorgen og kærligheden kan sameksistere.

Måske er sorgen og kærligheden en cirkulær bevægelse.

Tak for rejsen fra asken i ilden og ud igen.”

Hanne Hvass Kjeldgaard.

Følg Hanne på Instagram: @hannehvass  
Skriv mindet i live
I bogen Skriv mindet i live rummer Hanne Hvass Kjeldgaard om sin mor. Fotograf: Stephanie Starpov.

 

Uddrag

Uddrag fra Hanne Hvass Kjeldgaards tekst om sin mor i Skriv mindet i live:

“Du smiler stort til mig og omfavner mig

Vi smelter sammen og jeg er det lille barn

Du ler og siger,

at vi skal have te

Så holder du mig ud fra dig og ser på mig,

undersøgende

Du holder mig næsten om kinden og aer min panderynke

med din tommelfinger

Nu ved jeg, at jeg drømmer

og at du ikke lever

På dit gravsted i januar

står en morgenfrue

alene

i bragede orange”

Skriv mindet sommerfugl
Sommerfugl i ‘Skriv mindet i live’. Illustrator: Hanne Hvass Kjeldgaard.

 

Læs også Charlotte Heje Haases tekst om at skrive mindet i live. 

Titel: Skriv mindet i live – en mosaik af stemmer
Forfattere: Hanne Hvass Kjeldgaard, Lotte Pia Stenfors, Teit Uldum m.fl.
Illustratorer: Hanne Hvass Kjeldgaard, Elisabeth Rasmussen og Suzette Kempf
Udgivelse: 2021
Forlag: Bare Skriv