Listen to “”Det gjorde ondt at skrive, men endnu mere at lade være!” Souha Al-Mersal” on Spreaker.
Forfatter Souha Al-Mersal i Forfatterhjørnet
Journalist Souha Al-Mersal ringede til mig i 2020 fordi hun overvejede at være med på mit kursus “Skab din podcast”.
Men lige ville sikre sig, at jeg var den rette til at hjælpe hende igang.
Det var jeg heldigvis.
Vi fik en meget fin snak om at dele fra et personligt sted, som Souha gerne ville til, da hun synes, der manglede en stemme i mediebilledet.
Men det var også skræmmende som journalist, hvor man bliver oplært i at være neutral.
Fra podcast til bogkontrakt
Senere på året udgav Souha Al-Mersal podcasten “Skamløs”, hvor hun har samtaler med kvinder om at gøre sig fri fra skam.
Det er en podcast, hvor Souha inviterer minoritetskvinder til at tale om opgør og efterskælvene.
“Skamløs” blev et talerør og skriftestol for de stemmer, der bliver skrevet og talt meget om, men som sjældent bliver hørt.
Senere lavede Souha Al-Mersal kampagnen #deldinskam på de sociale medier med forfatter Nilgün Erdem, som også satte gang i samtalerne om skam.
En forlægger fra forlaget Grønningen 1 læste med, da Souha blev interviewet om sin podcast og kampagnen i Politiken og snart sad hun med en bogkontrakt!
På et år skrev hun bogen “Min datter var gnisten – Til kvindekamp mod udskamning og ulighed“.
Om at tage sin stemme tilbage
Souha Al-Mersals debutbog er både en personlig bog og et feministisk kampskrift om at tage vores stemme og narrativer tilbage.
Bogen rummer personlige fortællinger om blandt andet en ufrivillig senabort, der blev livsforandrende og førte til en nødvendig skilsmisse, samt en arabisk jantelov og dens modsvar – en feministisk antijantelov.
Hun skriver om at beslutte sig for at blive et bedre forbillede, næste gang hun bliver mor.
Hun ville lytte mindre til folks forventninger og mere til sit eget hjerte.
Selvom hun var klar over, at det ville komme med en pris.
Jeg er vild med nerven, sårbarheden og visionen i “Min datter var gnisten”.
Der var og er i den grad brug for Souha Al-Mersals stemme.
Lyt til Forfatterhjørnet med Souha Al-Mersal
Det er interessant, når vi tager livtag med tabuer og fastlåste narrativer (ikke mindst vores egne).
Derfor har jeg interviewet forfatter Souha i podcasten Forfatterhjørnet om skriveprocessen. Hun læser også op fra sin bog.
Det bliver en inspirerende samtale om:
✔ Hvorfor man kan føle et behov for at skrive for andre
✔ Hvordan man passer på sig selv i processen, når man skriver om noget svært (og spiser en masse kage)
✔ Om at tage sit narrativ tilbage og omskrive sin historie
✔ Om at ikke ville blive gjort tavs og have sorgen og vreden som drivkraft
✔ Om at skrive den bog eller være den stemme, man selv har manglet
✔ Hvordan man kommer i medierne uden helt at miste kontrollen og få kuppet sit narrativ
Jeg håber, du vil tage noget med dig til din skrivning.
Souha Al-Mersal og jeg holder i efteråret et skrivekursus “Skriv frisættende fortællinger”, hvis du vil høre mere, så læs mere her.
Kh. Charlotte Heje Haase
Læs mere Souha Al-Mersal er forfatter, foredragsholder og journalist. Hun kom til Danmark som 2-årig, da hendes mor flygtede fra Syrien og Libanon. "Min datter var gnisten - til kvindekamp mod udskamning og ulighed“ (2022): https://www.saxo.com/dk/soester-uden-skam_bog_9788773390955 Souha Al-Mersals hjemmeside: http://souhaal-mersal.com/ Skamløs podcast: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/skaml%C3%B8s/id1535466089 Souha på Instagram: https://www.instagram.com/souhaalmersal/ Skrivekursus: Skriv frisættende fortællinger