Skrivning er terapi når du bruger personlige fortællinger
Dette er skrevet til dig, der har en historie at fortælle.
Det er med andre ord til dig, der har levet.
Og lever.
Uanset din alder, din uddannelse, rødder eller oplevelser.
Vi bærer nemlig alle historier med os.
Nogle er store og livsomvæltende, andre er mindre, men udgør byggesten i historien om dig eller viser, hvem du (også) er.
Dit første kys, det sidste kys.
En gang dine grænser blev overskredet, hvor du overskred dine egne eller andres grænser.
Da du blev forældre, da du ikke blev det …
Da du fik en diagnose …
Et svært opkald.
Du er hovedpersonen
Når du skriver fra dit liv, så er du hovedpersonen.
I litterære kredse bliver der noglegange rynket på næsten af at bruge skriften som terapi.
Men uanset kan vi kan ikke undgå at blive mere bevidste om vores motiver og adfærd og mønstre, når vi skriver med udgangspunkt i os selv.
Det er ikke altid behageligt.
Forfatter og podcaster Souha Al-Mersal fandt ved skrivningen af bogen “Min datter var gnisten” ud af, at hun havde internaliseret en skam og skrap stemme.
Pludselig kom den ud på papiret.
Og hun skrev om at miste og føde sin datter og at forlade et ægteskab.
Hun skrev som modsvar den Arabiske Jantelov og en Feministisk antijantelov.
Sammen har vi skabt forløbet “Skriv frisættende fortællinger”.
Opdag gennem din skrivning
Jeg fandt blandt andet fundet ud af under skrivningen af barselsdagbogen “Mit livs største tigerspring”, at jeg var nødt til at give slip på at finde en formel til at passe på min datter ved at søge svaret hos alle andre.
Da jeg begyndte at skrue op for intuitionen og forbindelsen mellem min datter og jeg, så blev alt lettere. For mig (mange skulle lige sluge, at jeg solgte barnevognen og bar hende).
Nogle fortællinger og overbevisninger tjener os ikke mere, og når vi få øje på dem, kan vi tage ved lære og at skrive uden at være drevet af hævn eller andre følelser.
Nyt syn på sagen gennem skriften
Det kan også være, at du begynder på en historie med et sigte, men at du får øje på noget andet under skriverejsen.
Som Else Lundby, der har mistet sin mand til hjernekræft, skriver så smukt i bogen “Hjernetumorfortællinger”, som jeg har været skrivementor og forlægger på:
“Oprindelig var jeg sikker på, at jeg ville dvæle ved alt det svære i forløbet både med hensyn til plejepersonalet og private relationer.
Men da jeg sad ved tastaturet, var det taknemmeligheden over at have været samlevende med dette fantastiske menneske, der fyldte.
Og taknemmeligheden over at have oplevet en unik kærlighed, sammen med smerten over, at Lars skulle have denne skæbne, og sorgen over alt det, jeg havde mistet.” Else Lundby
Skrivning er terapi – nogle gange
Jeg har selv udgivet fire personlige bøger, skrevet hundredevis af klummer og fyldt utrolig mange dagbøger med ucensurerede tanker og følelser.
For mig har det været en naturlig del af at være menneske.
At sætte et ord efter det andet i et møde med mig selv og det, der var.
Nogle gange er det terapeutisk.
For tiden skriver jeg dagbog, fordi jeg er midt i livet.
Det er et overraskende udfordrende sted at være.
Andre gange skriver jeg klummer eller deler historier fra mit liv på de sociale medier, fordi jeg elsker at være hverdagsantropolog og gribe en god historie, gengive en sigende dialog eller en erkendelse, der vækker grin, gråd, provokation eller genkendelse.
Jeg brænder for at tage personlige historier og indsigter og skabe bøger.
Vores skrivning kan både forbinde os med os selv og med verden.
Begge ting er vigtige for mig.
Og når vi skriver om svære ting, vi har oplevet, og gør os umage med at fortælle det godt, så kan det være frisættende for andre, der føler sig mindre alene.