Selvbiografisk digtsamling: “Min nye gamle hjerne” Forfatter Pernille Kørner Thidemann

Hjernetumoren satte skrivningen igang

Pernille Thidemann Kørner har skrevet den selvbiografiske digtsamling:

”Min nye gamle hjerne – Usynligt syg. En Digtsamling.”

Den udkom i 2020.

Digtsamlingen omhandler Pernilles personlige forløb – fra konstateringen af en hjernetumor samt før og efter operationen.

“Min nye gamle hjerne” er smuk.

Jeg anbefaler den til alle, der har haft hjernetumor inde på livet eller kender til at være usynligt syg.

Eller som vil forstå tankerne og følelserne indefra.

Bogen rummer også tre mindre interviews med blandt andet en hjernekirurg og to neuropsykologer, der er tilknyttet hjerneskadecentre.

 

Besøg på skriveforløb

Jeg, Charlotte Heje Haase, underviser i at skrive selvbiografiske romaner og memoir.

Og jeg faciliterede et længere skriveforløb for medlemmer af Hjernetumorforeningen.

Et for pårørende og et for hjernetumorramte.

Her havde kursisterne samtaler med sig selv på papiret og skrev om deres erfaringer og historie for heling, resonans og forløsning.

Vi arbejdede også med at gøre teksterne levende for læseren.

Skriveforløbet endte med den fælles udgivelse i 2022: Hjernetumorfortællinger.

Hjernetumorfortællinger
“Hjernetumorfortællinger – når livet slår knuder”.

Vi havde i de hjernetumorramtes gruppe Pernille Thidemann Kørner på besøg til inspiration.

Hun fortalte om sit forløb og skriveproces.

Folk sagde om bogen og hendes besøg:

“Usynligt syg! Og hjerneskadetræthed. Du sætter ord på noget, jeg ved, der er sandt, men som jeg ikke har haft ord for før nu!”

og

“Pernilles digte burde læses af alle, både patienter, pårørende og fagpersoner. De giver et smertefuldt og kærligt indblik i sindet hos en hjernetumorpatient.”

Her kan du møde Pernille, der svarer på spørgsmål om skriveprocessen.

 

skriveforløb Hjernetumorforeningen
Pernille Thidemann Kørner gæster et skriveforløb i samarbejde Hjernetumorforeningen.

 

 

Nedslag og øjeblikke i tumorforløbet

Hvorfor skrev du digtsamlingen?

”Over en periode på et år, satte jeg via mine digte ord på de tanker, følelser og erfaringer, der opstod undervejs i mit sygdomsforløb og i mit restituerings- og rehabiliteringsforløb.

Mine digte er dermed nedslag på de tilstande og øjeblikke, jeg har befundet mig i undervejs – fra diagnosen og 14 måneder frem.”

Årsagen til at Pernille Kørner Thidemann senere valgte at samle digtene til en bog, forklarer hun med følgende citat fra forordet til sin digtsamling:

“Jeg udgiver ikke mine digte for at vinde medynk eller tilskrive andre i samme situation mine følelser.

Jeg udgiver mine digte for at dele erfaringer og viden om noget, mange er ramt af.

Nemlig dét, pludselig at blive ramt af sygdom i hjernen – eller sygdom i det hele taget – så hverdagen og livet ikke helt arter sig som forventet.

Være ramt, så man ikke længere kan følge egne, omgivelsernes og samfundets forventninger og tempo. Og dét, at være nødt til at navigere i det uventede og uvante.

Samtidig med at skulle lære at leve med – og udfordre – den divergens, der opstår mellem vil og kan.”

 

Kunne ikke lade være

En anden væsentlig årsag til udgivelsen var, at Pernille Thidemann Kørner ikke kunne lade være.

“Jeg kunne ikke slippe ideen om en bog.

I et lidt større perspektiv har det også handlet om, at give et indblik i, hvad der er på spil inden i og omkring et menneske, som fra den ene dag til den

anden bliver ramt af sygdom – som viser sig at være blivende”, fortæller Pernille.

“Jeg vil gerne være med til at rette fokus på usynligt syge, og på at flere får den rette hjælp.

Der er mange dygtige mennesker, som gerne vil arbejde, og som kan mange af de samme ting som før, de blev syge.

Det kræver bare, at særligt arbejdspladsen er indstillet på at tage de nødvendige hensyn.”

 

Min nye gamle hjerne selvbiografisk

 

Ambassadør for en hverdag efter sygdom

“Jeg håber, at jeg med min bog, og min facebookside kan være ambassadør for en hverdag efter sygdom.

Jeg vil gerne spørgsmål ved, om det virkelig er nødvendigt at rejse rundt om jorden, løbe en marathon eller bestige et bjerg efter sygdom?

Hvorfor er det ikke nok at være rask?

Nok, at kunne rekonstruere sig selv og skabe en ny hverdag?

Jeg tror, vi måler hinandens værdi lidt for meget på succes – arbejdsmæssigt og socialt.”

 

Mennesket bag sygdomsforløbet

Hvad ønsker du, læserne tager med sig af at læse “Min nye gamle hjerne”?

”Jeg håber, at alle, som læser bogen, tør stoppe op og reflektere over, hvordan de har det, hvad de har, og hvad de er i stand til.

Jeg håber, at pårørende og fagpersoner, får en indsigt i et sygdomsforløb som mit og mange andres.

Og at de husker på den indsigt, når de møder et menneske, som er blevet ramt af sygdom på den ene eller den anden måde.

Og så håber jeg selvfølgelig, at andre kan genkende følelser, tanker og erfaringer og mærke, at de ikke er alene.

At de tør se fremad og tro på, at man kan leve på nye betingelser efter et langt sygdomsforløb og stadig være værdifuld, selv om man eventuelt er

udkommet i en ny udgave.”

 

Skrivningen hjalp

Hvordan var det at skrive om dit tumorforløb?

”Det var en hjælp.

Ved at sætte ord på mine følelser, forstørrede jeg alt, hvad der foregik inde i mig, og jeg kunne derfor lettere forholde mig til – og arbejde konstruktivt med

følelserne undervejs i rehabiliteringsprocessen.

Herudover blev det også et helt konkret redskab for mig i forhold til at forklare både for andre og mig selv, hvordan jeg havde det.

Det er det faktisk stadig.

Jeg møder stadig de samme følelser engang imellem og dumper ned i lige præcis det eller det digt.”

 

Pernille Kørner Thidemann

 

Ved at sætte ord på mine følelser, forstørrede jeg alt, hvad der foregik inde i mig, og jeg kunne derfor lettere forholde mig til – og arbejde konstruktivt med følelserne undervejs i rehabiliteringsprocessen. Herudover blev skrivningen også et helt konkret redskab for mig i forhold til at forklare både for andre og mig selv, hvordan jeg havde det.

 

Selvudgivelse efter afslag

Hvordan blev digtsamlingen udgivet?

”Efter at have fået afslag fra flere forlag, var jeg stadig fast besluttet på, at digtene skulle blive til en bog, og jeg besluttede mig derfor for selv at udgive bogen – og selv betale.

Det krævede faktisk ret meget stædighed og udholdenhed at blive ved med at tro på ideen og bevare gejsten, når man fik det ene afslag efter det andet.

Min mand er journalist, så han blev min redaktør.

Han stod for gennemlæsning og redigering af alt. Både mine digte, mit forord og de tre input fra de tre fagpersoner.

Jeg har en veninde, som arbejder som selvstændig redaktør. Hun kunne henvise mig til en dygtig bogtrykker.

Han anbefalede mig et godt trykkeri, som han selv havde brugt. Top Tryk”, siger Pernille.

“Jeg valgte selv bogens størrelse, papirets kvalitet og farve og lavede selv for- og bagsiden. Den kronologiske opsætning lavede min mand og jeg i fællesskab.

Men jeg betalte trykkeriets grafiker for til sidst at sætte det hele op i deres programmer. Fra for- og bagside til bogens indhold.

Det betød, at da jeg først havde sendt min PDF afsted til trykkeriet, tog de sig af resten af processen.

Dog fik jeg selvfølgelig et prøveeksemplar af bogen til gennemlæsning. Det tog overraskende lang tid at gå prøvetrykket igennem.”

 

Det praktiske var det mest udfordrende

Hvad var det sværeste i processen?

”Helt klart det praktiske.

Jeg brugte seks feriedage på at sætte hele processen i gang med kontakt til de tre fagpersoner og trykkeri, skrive forord, lave for- og bagside osv.

Digtene havde jeg skrevet og puslet om i lang tid.

De var ikke skrevet med henblik på udgivelse. De var færdige, og derfor stod jeg med et færdigt materiale, som blot skulle samles til en bog.

Jeg havde ikke kunnet gøre det uden min redaktør – min mand.

Hans gennemlæsning og redigering af mine og de tre fagpersoners skriv kunne jeg ikke selv havde gjort. ”

Selvudgivelse digtsamling
Pernille Thidemann Kørner har selv udgivet digtsamlingen. Og er overvældet over den positive respons fra læserne.

Det fjernede fokus fra sygdommen

Hvad er det mest givende i forbindelse med digtsamlingen?

”At have fulgt sin mavefornemmelse og have ført sin idé ud i livet.

At stå med et færdigt produkt efter en lærerig, spændende og givende proces.

At have skabt noget selv i en ellers vanskelig tid.

At opleve værdien i hjælp og sparring.

At de tre fagpersoner troede på mit projekt, og alle sagde ja til at bidrage til bogen – deres bidrag er en vigtig ramme for forståelsen af både digte og forløb.

At opleve, hvordan bogen er blevet positivt modtaget. Det havde jeg slet ikke turde drømme om.

Og så har det i det hele taget været godt for mig at have et projekt kørende, som fjernede fokus fra sygdom og alt det, jeg ikke længere kunne (og kan) være med til. ”

 

Gør det for din egen skyld

Har du et råd til andre, der vil skrive om et svært selvoplevet emne?

Bare gør det – men gør det primært for din egen skyld, og husk, at andre skal læse det.

Du skal være ret afklaret med, at du ikke skriver noget, som du ikke har lyst til, at familie, venner, bekendte, kolleger eller naboer kan konfrontere dig med efterfølgende.”

Lektørudtalelse selvbiografisk digtsamling
Her er et citat fra bibliotekernes lektørudtalelse af Pernille Thidemann Kørners bog. Digtsamlingen har fået en flot udtalelse. Det betyder, at du også kan finde “Min nye gamle hjerne” på mange biblioteker.

 

 

 

 

Få fat i bogen

Hvis du gerne vil have fat i “Min nye gamle hjerne”, så kan du gøre som følger:

Send en mail til: pernillektnielsen@gmail.com

Angiv antal, navn, adresse samt ønske om forsendelse.

Dao 42 kr. og PostNord 50/65 kr.

Når Pernille har disse oplysninger, sender hun en faktura, og når denne er betalt, pakker hun og sender bogen.

Bogen koster 129 kr. plus porto.

 

Facebookside: https://www.facebook.com/minnyegamlehjerne 

Instagram: https://www.instagram.com/minnyegamlehjerne/ 

 

En sanselig barriere

flere lyde på en gang
gentagne lyde
store lyde
små lyde
…

lyd er blevet 
en sanselig barriere
mellem mig og dem

mellem mig og jer

for jeg kan ikke være i det

i ret lang tid
i den ønskede tid
i den dertil egnede tid

jeg bliver afledt
mister fokus
ord
sætninger
rum og retning

det ses ikke

men jeg mærker det 
indeni

jeg bliver mere og mere fjern

jeg forsvinder indeni

og til sidst må jeg afsted
med mit brummende hoved under armen

Min nye gamle hjerne - Usynligt syg, en digtsamling, Pernille Kørner Thidemann