Hvordan har du det lige nu?
Selv bølger jeg virkelig rundt mellem ekstremerne.
I nat sov jeg meget lidt, da min søn var urolig og har fået sig en dårlig vane med at ville bæres ned i stuen. “JEG VIL NED!” Når jeg så har forceret trapperne, råber han “JEG VIL OP IGEN”.
“Din lille røv”, hvislede jeg i forgårs, da jeg kantede mig op ad trappen midt om natten. Så ved man, at det er på tide at gøre noget andet.
Det har taget en sværere afvænning end ammestop. At blive. Men jeg holdt fast i nat. Gennem hans buldrende vrede og tårer.
I morges sagde han: “Nu er jeg glad igen. Ikke mere op og ned.”
Krydser fingre for, at han husker det løfte i nat.
Verdens dejligste skrivefæller
Så jeg er træt og ekstra sårbar og holdt en online skrivegruppe med verdens skønneste skrivefæller og en vidunderlig inspirerende gæst – nemlig Lotte Arberg – Kunstpingvinen.
Vi skrev den indre skaber frem. Den modsatte af krititikeren.
Hvordan så han/hun ud, navn, tøj, længsler.
Det var sjovt og rørende. Og føltes menigsfuldt midt i mørket.
For mig plejer Mio at dukke op. En virkelig sjov fyr, der er med på den værste og mener, at alt kan lade sig gøre.
Men nu kom Shanice frem i stedet for. En vidunderlig stor gospel-mamma, der skråler af sine lungers fulde kraft og griner, så taget letter.
Bliv medlem af Facebook gruppen her
Goddag Gerda! Fru kritiker
Men ironisk nok, så gik Gerda (min indre kritiker) amok bagefter. Hun følte sig nok truet.
Hun fortalte mig kun, hvad jeg skulle have gjort bedre, og at det var lige lovligt lalleglad vinkel af mig. Og hvorfor opfordre til kreative benspænd uden mål?
Så tænkte hun katastrofetanker over der fåtal, der smuttede, da jeg delte op i grupper.
Jeg burde stoppe og holde fast i det, jeg er god til – at holde mig i baggrunden og hjælpe andre i stedet for selv at tage ordet.
Og så læser jeg nyhederne og føler mig flået åben. Og blev helt flov over min selv-fiksering i en tid som nu.
Men det er det, Gerda kan. Hun glemmer alt og bliver blind.
Forløsende dans og en kærlighedserklæring
Endte med at danse vildt i stuen med mine unger, til vi svedte, og selv Gerda smilte. Bare fordi. Vi. Er. I. Live. Og gør det bedste vi kan for at komme igennem en situation, vi aldrig har prøvet før.
Og så bankede det på døren, og postmanden satte en pakke i sikker afstand og skyndte sig væk. Det var fra min bonusdatter med verdens fineste brev og kærlighedserklæring og en bunke slikkepinde til Duddi. (Hendes Fødselsdag).
Så græd jeg en lille smule. Over det der sker lige nu. Frygten for at miste.
Min enorme kærlighed til min familie og venner og livet. Og kreativiteten, der buldrer i mig og kommer til udtryk på nye måder – og nærmest skræmmer mig, fordi den ikke kan holdes nede længere.
Lige nu er der alt for meget af det hele. Fantastisk smukt og meningsfuldt på nogle områder, men også ude af kontrol og skræmmende. Jeg føler både ensomhed og fællesskab.
Sorg og glæde.
Frygt og håb.
Kh. Charlotte