En personlig fortælling om at blive overvældet af de indre stemmer
Jeg har lige været på et fire timers mixed Art kursus væk fra familie og sommerhus.
Jeg havde sat mig for at lege og skabe mig kreativt.
At gøre noget godt for mig selv.
Og jeg glædede mig.
Jeg har længe overvejet det og aldrig prøvet det.
Men så kom mine indre stemmer på besøg, skal jeg love for … pludselig overtog en blanding af min indre Gerda (dommeren), Sonja (kunstneren/dramatikeren) og Victoria (udretteren).
Det helt unikke kunstværk
Sonja var overbevist om, at hun ville lave noget unikt og ville kunne hænge det op på kontoret.
Det skulle handle om at dele sin stemme, skabe sig og skrive løs.
Måske det endda kunne blive til et postkort. En slags signaturbillede. Og et mantra.
Vigtigst – det skulle være helt særligt og fange Essensen af det, jeg tror på (Skab frit – alle har en unik stemme).
Storhedstanker: Mit bliver flottest!
Imens tænkte Victoria, at hun kunne lave det endnu flottere end underviseren.
Ja end alle på holdet, og måske være færdig før tid eller lave rekord mange.
Måske hun endda skulle begynde at UNDERVISE i Mixed Art – have det som et supplement til de kreative kurser?
Så efter de her ubevidste forventninger – plus det bevidste om at have det sjovt – havde Victoria og Sonja lagt op til en overraskende ubehagelig cocktail.
Og fik dermed inviteret Gerda med som surprise gæst.
Virkeligheden bankende på – og Dommeren
Vi blev undervist og sat igang.
Jeg fandt et motiv fra Vogue, lagde det på gelepladen, puttede akrylmaling på og lagde et papir over.
Nothing.
Kunne ikke ramme den rette mængde maling osv.
De andre hvinede af fryd og lavede de vildeste ting indenfor de første tyve minutter. Sådan føltes det i hvert fald.
Og så tog Gerda over: Hvorfor var jeg der overhovedet? En amatør!
Jeg blev helt handlingslammet.
Selvkritikken smittede
Facilitatoren og mennesket i mig så mig udefra og den uro, jeg gav videre til det lille hyggelige hold.
Men jeg kunne ikke styre det.
Jeg var helt sammenbidt og rystede konstant på hovedet over mine forsøg.
Nu begyndte min nærmeste makker også at se kritisk på sine værker.
Instruktøren (skøn) prøvede at få mig tilbage på sporet: “Er du ok? Er der noget, du har brug for hjælp til?” Spurgte hun.
“Næ. Det bliver bare slet ikke, som jeg troede.”
“Det er det spændende, prøv at se, hvad der dukker op og giv slip på dine planer.”
Jeg skar ansigt. Jeg ved, det er sandt. Det er jo mit mantra: ”Bare Skriv”.
Nødudgang eller blive i ubehaget?
På et tidspunkt måtte jeg sætte mig i et kvarter væk fra de andre og overveje situationen.
Burde jeg tage hjem?
Var det selvkærligt at blive?
Pjække og købe en is med chokolade, hindbær og mynte?
Sonja fortalte mig, at jeg skulle give slip og prøve en anden dag, hvor jeg var mere inspireret.
Jeg havde brug for ro omkring mig og måske høre lidt Billie Eilish imens og drikke noget matte-te … hvorfor var der også kun kaffe?
“Var det fedt?” Øh …
Jeg valgte at blive.
Men det var anstrengende med alle de stemmer indeni, og jeg var helt udmattet bagefter, da familien tog imod med forventningsfulde smil. Og “Var det fedt?”
Hvor ville jeg ønske, jeg kunne sige ja.
Selve undervisningen, materialet og rammerne var fede.
Det var bare kampen og de indre stemmer indeni, der var dybt ubehagelig.
Nu når jeg ser på det, jeg ikke kylede ud, er det ikke så slemt.
Men hvor var det en lærerig dag.
Det er længe siden, jeg selv har følt modstanden så stærkt og ladet den lamme mig.
Især skriften er blevet mit sprog, hvor jeg føler mig fri, vild og rutineret.
Men kunst?
Det er som sagt nyt for mig, og Gerda synes åbenbart, jeg burde mestre det på forhånd.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg havde haft det sjovere og eksperimenteret mere, hvis jeg ikke havde lyttet til dommeren Gerda, præstationensdronningen Victoria og den UNIKKE kunstner Sonja.
Hvad med dig?
Hvem kommer på besøg hos dig, når du skaber noget nyt, du endnu ikke mestrer – eller hvor der virkelig er noget på spil?
Prøv at navngive dem eller hende/ham og giv personen(erne) tøj på osv.
Det er fantastisk med bevidsthed om det.
Jeg ville ikke kunne undervise andre og hjælpe med kreativitet, hvis jeg ikke kendte min indre rollebesætning så godt.
Og at kende dem indgående har gjort det meget lettere at mute dem, så jeg kan skrive uforstyrret og mere nydelsesfuldt.
Og få dem på banen, når jeg har brug for dem.
De indre stemmer vil os det godt
Nu er min historie lidt negativ, for det er ofte her, vi bliver bevidst om den indre konflikt.
Men det handler ikke om, at de skal udryddes og få skåret tungen ud!
Jeg elsker dem også, og de er en del af mig.
Disse personligheder vil dig i virkeligheden det godt.
Og det kan hjælpe at undersøge, hvorfor de siger, som de gør.
Hvad deres motivation er.
Uden Gerda var der ingen kvalitetskontrol, og mine ideer ville aldrig nå redigeringsfasen.
Uden Vicktoria var der ikke så meget mod og handling.
Uden Sonja var der ikke en insisteren på at finde min helt egen stemme.
Og så er der Mio, legebarnet. Uden ham var der begrænset sjov og nytænkning.
Kh. Charlotte & det indre crew
I Bare Skriv-Facebookgruppen kan vi skrive sammen.
Sørg også for at modtage min mail, hvis du vil have inspiration til at skrive. På trods. Fordi. Og uanset.