Skrivepraksis: Sådan skriver du en bog – også når livet larmer

Skrivepraksis i hverdagen

Hvad er en skrivepraksis?

En skrivepraksis er en personlig, tilbagevendende måde at skrive på – en rytme eller rutine, der gør skrivning til en del af dit liv.

Det handler ikke om hvor meget eller hvor hurtigt du skriver, men hvordan du skaber plads til at skrive regelmæssigt og med mening.

 

Det kan være alt fra:

  • At skrive 10 minutter hver morgen
  • At sætte sig én fast aften om ugen
  • At tage på skrive-retreat én gang i kvartalet
  • At skrive dagbog, notater eller bogudkast på mobilen i toget

 

En god skrivepraksis er bæredygtig: Den passer til dit liv, din døgnrytme og dine behov – ikke til en forestilling om, hvordan “rigtige” forfattere skriver.

Den gør det nemmere at komme i gang og nemmere at vende tilbage, når du er faldet ud af rytmen.

Kort sagt: Din skrivepraksis er dit fundament for at få skrevet – i din hverdag.

 

Forfatterskabet

Af en eller anden grund forestiller vi os ofte, at det at skrive en bog kræver lange dage foran tastaturet, omgivet af ro, kaffe og overskud.

Gerne i et gammelt sommerhus i Sverige, hvor ingen forstyrrer, og hvor man vågner før solen og straks skriver i tre koncentrerede timer, før man går en lang tur i naturen. Altså… det kan da ske.

Men for de fleste af os er virkeligheden lidt mere… svingende.

Måske har du et fuldtidsjob. Måske børn. Måske begge dele. Måske har du skiftende arbejdstider, eller en hjerne der helst vågner omkring klokken 21.

Eller måske har du faktisk tid – men koncentrationen er en skrøbelig størrelse, og sofaen, internettet eller diverse andre opgaver har det med at vinde.

 

 

En skrivepraksis skræddersyet til dig

Det første, og vigtigste, du kan gøre for dig selv som skrivende menneske, er at finde en måde at skrive på, som passer til dig. Ikke til idealerne. Ikke til hvad du bør. Men til dit liv, som det er lige nu.

Er du træt om aftenen? Så lad være med at planlægge at skrive kl. 21.

Har du lidt ro om morgenen? Måske kan du stå op en halv time før og skrive bare lidt. Har du kun søndag eftermiddag fri? Så lav en fast aftale med dig selv dér. Det behøver ikke være meget.

Det vigtigste er, at du kommer tilbage. At du bliver ved.

 

 

Lidt har også ret

Der er en særlig magi i at skrive lidt, men tit. Ti minutter her og der kan bygge en bog op over tid. Det kræver bare, at du accepterer det.

At du ikke hele tiden sammenligner dig med den version af dig selv, der, før du fik børn, kunne skrive 20.000 ord på en weekend.

Den tid kan komme igen.

Men indtil da: små bidder er mere end nok.

 

 

Skriveretreat

Når det er sagt – nogle gange har man brug for at komme væk.

Finde ro. Tage på retreat, eller bare låne en venindes lejlighed en weekend og skrive uafbrudt i to dage.

Det kan gøre underværker for fordybelsen og motivationen.

Men det er ikke nødvendigvis der, det hele skal skrives.

Se det som små oaser i din skrivepraksis.

En form for luksus, der kan give dig et boost – men ikke noget du skal vente på, før du kan begynde.

Læs også om: Skriveretreats i Danmark

 

Skab en rytme, der virker for dig

En af de bedste ting du kan gøre for dig selv og din skrivelyst, er at skabe en rytme.

Ikke nødvendigvis en stram tidsplan med høje krav – men en fast, venlig rytme, der giver plads til skrivningen i dit liv. Det kan være så lidt som ti minutter hver morgen med kaffe og morgenhår.

Eller en fast “skriveaftale” med dig selv hver onsdag kl. 20-22.

Nogle elsker at dedikere en hel lørdag om måneden til at tage væk – på biblioteket, et skrivefællesskab eller bare en café med gode høretelefoner – og bruge tiden på at fordybe sig.

Det handler ikke om, hvor meget du skriver.

Det handler om, at du skaber gentagelser, så det bliver nemmere at komme i gang. Hjernen elsker rytmer.

Og når du først har indarbejdet din skrivetid som en del af hverdagen – selv i små bidder – bliver modstanden mindre.

Bogskrivning føles mindre som et kæmpe bjerg, der skal bestiges, og mere som noget, du “bare lige gør”.

Find den rytme, der føles rar og realistisk – og husk, at du altid kan justere den undervejs.

 

 

Fejr når du har gjort det, du sagde, du ville gøre

Der er én ting, mange glemmer, når de skriver: at fejre det, de faktisk får gjort. Ikke kun når bogen er færdig, redigeret og sendt til forlag.

Men allerede når du har sat dig – og skrevet. Også hvis det “bare” var ti minutter på en træt tirsdag.

Eller en halv side, selvom du havde håbet på fem.

Det handler ikke om at måle dig på, hvor langt du er kommet, eller om det var godt nok – det handler om at holde øje med at du gjorde det, du sagde du ville gøre.

Når du anerkender det, bygger du noget vigtigt op: din skrivetillid. Du træner din skrivemuskel og sender et signal til hjernen: “Det her kan jeg faktisk godt.”

Og så bliver det nemmere at sætte dig igen næste gang. Ikke fordi du føler dig bagud eller “burde”, men fordi du husker følelsen af at have haft en lille succes. Du bliver ven med processen, ikke dommer over resultatet.

Så klap dig selv på skulderen. Fortæl nogen, at du har skrevet. Marker det med en kop te, en dans i stuen eller et lille kryds i kalenderen. Det gør en forskel

 

 

Skriv sammen med andre

Selvom skrivning ofte føles som noget, man gør alene, så kan det at være en del af en skrivegruppe eller have en skrivefælle gøre en kæmpe forskel. Det behøver ikke være fancy. Det kan være én ven, du skriver sammen med en gang om måneden.

Eller en lille gruppe, hvor I giver hinanden deadlines, mødes online eller fysisk, skriver sammen i stilhed – og måske deler lidt tekst, når I har lyst.

Det mest magiske? Det at have nogen at aflevere til.

Det behøver ikke engang være, fordi de skal give dig feedback. Bare det, at nogen ved, du har skrevet noget – og at du har en ramme, hvor det bliver “reelt” – kan gøre underværker for både motivation og momentum.

Det giver en blid, venlig form for ansvarlighed, som kan hjælpe dig med at holde fast.

Og så er det bare rart ikke at være alene i processen.

 

 

Skriv som du lever

Det lyder måske banalt, men: skriv som du lever. Hvis dit liv er travlt, så skriv lidt ad gangen. Hvis du har struktur og faste rutiner, så lav en fast skriveaftale. Hvis du har masser af energi om natten, så skriv da dér.

Det vigtigste er, at du gør det realistisk. Ikke perfekt. Bare muligt.

Og hey – det er okay at holde pauser

Ingen skriver en bog i ét langt, inspireret hug. Der vil være perioder, hvor du ikke får skrevet. Hvor det hele går i stå.

Hvor du er træt, uinspireret, optaget af andet.

Det gør ingenting. Du har ikke fejlet. Det betyder ikke, at du ikke er en “rigtig” forfatter.

Det betyder bare, at du er menneske. Og du kan altid vende tilbage. Bogen venter på dig.

Nogle gange har den og du godt af at holde en pause, så du kan se på den med friske øjme-

 

 

En kærlig påmindelse

Det er fantastisk at skrive. Det er også indimellem frustrerende, svært og ensomt.

Men det er dit. Din historie. Din stemme. Din tid.

Find den måde at skrive på, der føles bæredygtig for dig.

Også hvis det er ti minutter med noter på telefonen i bussen.

Eller tre timer hver anden søndag. Eller noget helt tredje. Der findes ikke én rigtig måde – kun den, du kan holde fast i.

Og hvem ved – måske ender du alligevel i et svensk sommerhus en dag.

Men du behøver ikke vente på det.

Du kan begynde nu. Lige hvor du er.

 

 

Lyt også til Charlotte Heje Haases podcast “Skab dit bedste skriveår” for inspiration til at lave din egen skrivepraksis og komme i mål med din bog. Findes gratis på Spotify, Apple, Podimo osv.

 

Listen to “Hvad er din skrivehistorie?” on Spreaker.