Jeg har besluttet mig at skrive lidt frit herinde i disse Coronavirus pandemi dage…
Min blog har længe stået stille, så nu vil jeg forsøge mig med lidt personlig skrivning.
Hvordan går det hos dig?
Min korte lunte
Den første uge var mega svær i hjemmet. Efter 10 dage med min 2 årige søns sygdom, høj feber og minimal søvn, så jeg frem til ‘hverdagen’. (Ja, har tænkt Corona tanken – vi fik ham tilset af læger – dog ingen tests).
Men hverdagen og ‘normalen’ nåede vi ikke … institutionerne blev lukket ned, og usikkerheden omkring helbred og økonomi tog til.
Alle var på tæerne i hjemmet over den nye situation. Og jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg opførte mig som den voksne og rolige klippe, min alder burde gøre mig til.
At jeg favnede den nye situation. Var en god mor og partner og udviste selvomsorg. Men min lunte var kort og mit humør svingende.
Følte jeg var i overlevelses-mode.
En ny normal
Men nu er vi nået til en ny normal. Og selvfølgelig er der daglige konflikter eller udfordringer, men jeg må bare sige … nøj hvor jeg elsker min familie.
Jeg er også kommet meget tættere på børnene. Duddi plejede at kollapse efter skole og en hel dag med sine sociale antenner på vidt gab. Og vi havde mange konflikter.
Nu oplever jeg alle sider af hende. Hendes fantasi, empati, humor og kæmpe hjerte. Jeg har opdaget, at hun elsker regnestykker mere end at læse og skrive.
Og jeg ved nu, hvilke biler lillebror bare MÅ lege med om morgenen, og hvordan det kun er den mellemstore Monstertruck, der dur efter frokost. Jeg ser hans opfindsomhed, lyst til at skille ting ad for at prøve at samle dem igen, hans humor, viljestyrke og klæbe-hjerne.
Vi er rykket tættere sammen
Jeg hader alt ved pandemien, og jeg er ikke nået dertil, hvor jeg er klar til at sige “Men det er godt for noget”. Men hvis jeg var, så ville jeg sige, at det har fået os til at stoppe op som familie.
At nærme os som par og som forældre. At se hinanden som mere end et travlt arbejdsfællesskab og at virkelig lære hinanden at kende. Igen/på ny.
Min datter griner også over, at jeg hader at tabe i spil. Og hvordan jeg mindst en gang om dagen må danse eller synge. Gerne grimt. Der er visse ting, man bare ikke kan skjule, når man er sammen nonstop.
Igår sagde Duddi: “Jeg er glad for, at jeg kom ned til lige præcis den her familie!” (Steiner indoktrineret – hvor børn vælger deres familie).
Og ja – hun har da i perioden også tænkt på at løbe hjemmefra og sagt, at hun hader os af hele sit hjerte – det er ikke kun happy happy, men det er virkeligt. Og vi er strandet her. Sammen.
Vi er ikke helt normale.
Snart kommer bonusbørnene. (Dog ikke den ældste, der er flyttet hjemmefra og bor med sine venner).
Og vi skal stadig lære at finde den nye rytme i alt det her, både når vi er fire, og når vi er seks, men vi er gode sammen. Og hvor er jeg lettet over at opdage det, og mærker også en stille sorg over, at det skulle komme så vidt, før vi rigtig lærte at stoppe op og se på hinanden herhjemme.
Tanker til jer derude.
Kh. Charlotte