Forfatteralmanak: Et alletiders skriveredskab

 

Forfatter almanak 2018
Forfatteralmanak koster 199kr og kan købes på www.forfatteralmanak.dk 

Forfatteralmanak 2018: Et alletiders skriveredskab

Jeg sidder her med Forfatteralmanak 2018 – et arbejdsredskab for forfattere.

Redaktøren bag er forfatter og Cand.mag. Alice Aagaard i samarbejde med Aarhus Litteraturcenter.

En almanak betyder en årlig udgivelse, som rummer en oversigt over årets dage, ofte med tillægsstof som artikler af praktisk eller litterær karakter.

Denne almanak er en fin ringbindskalender på 173 sider for næste år. Dens hårde cover gør den let at skrive og bladre i.

 

Mere skrivekontinuitet

Jeg er jo stor tilhænger af alt, der kan få os til at skrive mere og kontinuerligt, og dette er et rigtigt godt bud på en god støtte til en skriveplan og løbende status for året, der kommer.

Hver måned i året kan du notere dig et skrivemål. Så hvis du vil skrive din bog færdig, kan du dele skrivningen op i trin, så det ikke virker så uoverskueligt.

Du bestemmer selv, hvad det kan være, bare det er målbart og konkret.

Det kan være at en måneds skrivemål er at skrive et kapitel eller svær scene. Og du kan så dele det op i et vist antal ord dagligt eller fx afsætte 4 timer om ugen, som du fordeler over nogle dage.

Det fine ved Forfatteralmanak er nemlig, at man også sætter mål per måned, uge og dag. På den måde kan man dele skriveprocessen op i små skridt og hele tiden revidere i forhold til, hvor langt man er nået.

 

Skrivedisciplin og prioritering

Nogle gange kommer livet i vejen, og så kan det være et rigtig godt redskab til at sætte sig mindre mål i perioder og hele tiden justere op og ned.

En af de egenskaber, som er allervigtigst for at komme i mål med sit manuskript, er selvdisciplin og prioritering. Ikke særligt sexet, men sådan er det.

Ved at skabe et overbliForfatter almanakk over sit arbejde, dag for dag, så bliver det også lettere at få skriveprocesen ind i en rutine og at fejre delmålene, som er så vigtigt.

Læs i øvrigt dette indlæg om, hvordan du beskytter dig imod digital overstimulering.

Sæt et hak efter en god skrivedag

Efter hver dag kan du krydse af, om du har holdt fri (drage figur – altså sådan en, der blæser i vinden), eller et hak for at have gjort, hvad man har sat sig for. Det er en fin måde at holde styr på ens skriveproces.

Og det er en dejlig fornemmelse at sætte et hak. Jeg tror meget på at fejre de små successer, og jeg ved, fra at have arbejdet med e-learning, hvor motiverende det kan være.

 

Inspirerende skriveråd

Jeg holder mest af Forfatteralmanak for dens praktiske karakter, men bagerst er der også små artikler om det at skrive -skrevet af forskellige undervisere indenfor skrivning.

Og så er der blandt andet en oversigt over danske skrivekurser og forfatterskoler og højskoler.

For hver uge er der også en forfatters bedste skriveråd. Fx kan man i maj-måned læse Gunvor Ganer Krejbergs gode råd:

”Luk verden ude. Glem dine mails. Forlad Facebook og drop nyhederne. I hvert fald, hvis din hjerne er bare halvt så sulten på dopaminudløsende adfærd som min.

Og der er ikke noget at sige til, at det er svært. De mest dragende programmer og medieflader er netop designet til at sætte sig mest muligt på vores hjerner. Også på din.

Så hvis du ikke kan modstå fristelsen til at skæve til nettet fremfor at skrive, så tag konsekvensen:

Smid computer og mobil ud. Eller køb et program, der i bestemte tidsrum omdanner din computer til det eneste, du har brug for: En god gammeldags skrivemaskine. Og lad SÅ den sande verden åbne sig!”

Læs mit interview med forfatteren bag Forfatteralmanak her.

 

Eneste ankeForfatter almanak skriveplsn

Det eneste minus ved almanakken er coverets farve og papirets tykkelse.

Forfatteralmanak har fået en brun meget ‘forfatteragtig’ farve for alle køn og aldre, formentlig for at ligne en bog, som er det eneste, jeg ikke er helt vild med.

Men det er sikkert svært at stille alle tilfredse, og jeg vil bare dekorere min udgave med nogle billeder eller klistermærker.

Siderne måtte også godt være en anelse tykkere, hvis man skriver med blæk, eller trykker hårdt.

Ellers er den GENIAL, og det er en oplagt julegave for det skrivende folk.

Jeg glæder mig til at få skrevet på min bog om kreativitet og skrivning i 2018.

Forfatteralmanak bliver en god måde at sætte mål løbende, holde status og fejre mine delmål.

Besøg hjemmesiden for Forfatteralmanak.